Koret DaCapo, som har hjemme i Køge, har eksisteret siden august 2004.
Koret består af godt 35 sangere, der for manges vedkommende har erfaringer fra et professionelt liv med musik, ofte som undervisere i forskellige sammenhænge. Men også mange der har det at synge i kor, som en af deres foretrukne fritidsbeskæftigelser.
DaCapo har ikke lagt sig fast på én bestemt kormusikalsk stilart, men søger udfordringer inden for alle kroge af kormusikken. Repertoiret spænder derfor vidt, fra rytmisk kormusik til klassiske danske og udenlandske korsange, ofte i nye spændende arrangementer, og ofte, i forbindelse med koncerter, akkompagneret af dygtige musikere.
Koret øver torsdage fra kl. 19.00-21.30 i Ølby Kirke.
Koret forsøger til stadighed at have en omfattende koncertvirksomhed. Vi tilbyder, og arrangerer selv koncerter med kormusik i mange genrer og stilarter, på et højt musikalsk niveau.
DaCapo har gennem årene gjort sig særdeles positivt bemærket ved flere koncerter rundt omkring i landet.
Derudover har koret, med succes, gennemført flere korrejser, og bl.a. været på koncert-rejse til Færøerne, samt deltaget i internationale korfestivaller og konkurrencer i Irland, Spanien, og senest i 2019 i Ungarn i Budapest international Choir Festival Competition.
Efteråret i DaCapo byder på et spændende og varieret program.
I første omgang, skal vi synge frem mod en efterårskoncert i Borup Kulturhus søndag den 3 november.
Programmet består af blandede efterårssange, et fyldigt Real Group potpourri, og så en gentagelse fra foråret, nemlig John Høybys ”The little mermaid”.
Fredag den 22 november har vi sagt ja til en "gæsterolle", til en koncert i Køge Kirke med Ghost Coast Choir. Der er en beskrivelse af koncerten på Tapperiets hjemmeside, og det lyder ret spændende - så forhåbentlig en stor oplevelse.
Derefter synger vi frem mod julens koncerter. Her skal vi først synge vores egen koncert på Teaterbygningen den 8 december, og efterfølgende deltage i fælleskoncerterne med Diabolus koret, og Concorde Brass Band i henholdsvis Skt. Johannes Kirke den 15 december, og Holmens Kirke den 16 december.
Koret har p.t. en rimelig god balance mellem stemmegrupperne. Men er altid åbne over for nye dygtige sangere, så hvis du er interesseret i at være med, så henvend dig til korets formand, Henrik Nystrup Thomsen (henriknthomsen@yahoo.dk) eller til dirigent Poul Erik Juhl (pejuhlpj@gmail.com).
Sæsonens første korprøve er som nævnt torsdag d. 29 august kl. 19.00 – 21.30 i Ølby Kirke.
Før endelig optagelse i koret er der en foresyngning for et lille optagelsesudvalg.